Højesteret stadfæster dom i historisk stor hashsag


Arkivfoto


Højesteret har onsdag stadfæstet dommen over ti personer i en historisk stor sag om organiseret salg af hash på Christiania.

Straffene i sagen strækker sig fra fængsel i 1 år og 9 måneder til fængsel i 2 år og 9 måneder.

Dommen er den første højesteretsafgørelse, efter at 76 mænd og kvinder tidligere er blevet dømt ved lavere retsinstanser.

De mange sager opstod i kølvandet på politiets såkaldte operation “Nordlys”, hvor flere end 80 personer i 2014 blev anholdt efter en politiaktion, der var rettet mod den organiserede handel med hash på Christiania i København.

Anholdelsesaktionen er den hidtil største af sin slags herhjemme. Aldrig tidligere har politiet anholdt så mange på baggrund af efterforskning.

De mange anholdelser mundede ud i, at 76 personer i sidste ende blev dømt i byretten. Også det er rekord i en sag af den kaliber. Langt de fleste valgte at anke deres domme til Østre Landsret, og nu har de første ti altså også været en tur i Højesteret.

Sagens hovedspørgsmål for Højesteret har været, om de tiltalte kunne dømmes for medvirken til salg af hash på tidspunkter, hvor de ikke var til stede i den pågældende bod, og om de med rette var dømt i landsretten for de angivne mængder af hash.

I begge tilfælde tilsluttede Højesteret sig landsrettens fremgangsmåde og nåede altså også frem til de samme straffe som Østre Landsret.

En 37-årig kvinde blev dømt for den største mængde. Hun har medvirket til salg af 214 kilo hash. Hendes straf lyder på to et halvt års fængsel.

De højeste straffe fik en mand på 37 år, to mænd på 49 år og en kvinde på 50 år. De fik hver en dom på fængsel i 2 år og 9 måneder.

De er alle tidligere straffet for lignende kriminalitet, og derfor har de fået en strengere straf.

Derudover er tre personer, en kvinde og to mænd idømt to et halvt års fængsel.

Endelig blev to mænd på 26 og 24 år straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder. Mændene har spillet en mindre rolle som såkaldte bodmedarbejdere, mens de øvrige otte har været egentlige sælgere.

/ritzau/