Politimand bliver tiltalt i hashsag fra Christiania


Operation Nordlys. Politiet foretog et stort razzia mod hashhandel på Christiania d. 13. marts 2014. Arkivfoto


Anklagemyndigheden rejser tiltale mod en politimand, der blev anholdt sidste forår i stort Christiania-sagskompleks. Det oplyser politimandens advokat, Martin Leth Hansen, til Ritzau.

Knap 80 personer er i løbet af foråret blevet dømt i sagskomplekset efter Operation Nordlys, som i marts sidste år førte til en stribe anholdelser og sigtelser i forbindelse med den organiserede hashhandel på Christiania.

Men sagen mod politimanden, der blev sigtet for hæleri af penge, som stammede fra hashhandel, er trukket ud.

– Jeg kan bekræfte, at der nu ligger et anklageskrift i sagen, men jeg kan ikke komme nærmere ind på indholdet, før jeg har haft lejlighed til at drøfte sagen med min klient, siger Martin Leth Hansen til Ritzau.

Sagen mod politimanden blev i begyndelsen holdt så hemmelig som muligt af anklagemyndigheden og retten, idet den blev behandlet for lukkede døre. Dermed kom end ikke sigtelsen mod manden frem.

Efterfølgende overgav Københavns Politi sagen til Københavns Vestegns Politi på grund af inhabilitet – betjenten var fra København – og her oplyste advokaturchef Jens Rasmussen i april sidste år til Ritzau, hvad betjenten var sigtet for.

Sigtelsen gik på straffelovens paragraf 290 om hæleri, fordi betjenten ifølge politiets mistanke gennem fire år havde modtaget penge, som stammede fra hashhandel.

I forbindelse med offentliggørelsen af sigtelsen kom det også frem, at politimandens angivelige forbrydelser efter anklagemyndighedens opfattelse var så grove, at der var tale om skærpende omstændigheder.

Hvor mange penge, sagen drejer sig om, har endnu ikke været fremme, men det vil formentlig fremgå af anklageskriftet, som formentlig kan offentliggøres i den kommende uge.

I forbindelse med efterforskningen af sagen er politimanden blevet mentalundersøgt, og det er en af grundene til, at der er gået så lang tid, før der er blevet rejst tiltale i sagen.

/ritzau/