Politiet afspærrer Jyske Bank-filialer: Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker flere mistænkelige breve


KOLDING / FREDERICIA: En stor styrke af Politi og redningsmandskab er fredag formiddag rykket ud til Jyske Banks filialer i Kolding og Fredericia, hvor der begge steder er et større område afspærret efter der i filialerne er modtaget breve med mistænkeligt indhold.

Inden for det seneste døgns tid har flere forskellige politikredse modtaget anmeldelser om trusselsbreve indeholdende pulver. Det pulver, der indtil videre er undersøgt, har vist sig at være ufarligt. Midt- og Vestjyllands Politi håndterer den samlede efterforskning.

I løbet af torsdag og fredag har flere forskellige filialer af Jyske Bank modtaget trusselsbreve fra en ukendt afsender. Det er blevet besluttet at samle efterforskningen hos Midt- og Vestjyllands Politi, som derfor vil håndtere alle anmeldelserne om de pågældende breve.

”Det er en sag, som vi ser på med stor alvor, og som vi prioriterer højt. Trusselsbreve med pulver skaber utryghed hos modtagerne, og i den her sammenhæng er der tale om en overtrædelse af straffelovens § 266,” siger politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi Hans Roost, der er leder af politikredsens centrale efterforskning.

En overtrædelse af straffelovens § 266 kan give op til to års fængsel, og efterforskningsarbejdet er nu i fuld gang for at finde frem til den eller de gerningsmænd, som står bag pulver-trusselsbrevene.

De foreløbige undersøgelser af indholdet i brevene, som Statens Serum Institut i København har foretaget, viser, at der er tale om et ufarligt stof.

Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med at sikre spor og samarbejder også med politiets nationale kriminaltekniske center om opklaringsarbejdet.

”I den operative tilgang har vi altid sikkerheden i fokus, og derfor samarbejder vi bl.a. også med Center for Biosikring og Beredskab, som håndterer og undersøger brevene,” siger Hans Roost.