FARUM: Sent torsdag aften kl. 22.52 blev der slået alarm via 1-1-2 om en voldsom brand i et autoværksted på Hvedemarken – det skulle vise sig at udvikle sig til en brand som slugte flere virksomheder på adressen.
Kort efter alarmen var Nordsjællands Politi til stede på Hvedemarken i industriområdet i Farum sammen med de første brandkøretøjer fra Frederiksborg Brand & Redning fra brandstationen i Farum.
Det stod dog hurtigt klart at ilden var ude af kontrol, og der blev derfor slået alarm til bla. brandstationerne i Hillerød, Allerød, Beredskabsstyrelsen i Hedehusene og Beredskab Øst om assistance til slukningsarbejdet.
Under det omfattende slukningsarbejde blev Frederiksborgvej spærret mellem Bybækterasserne og Paltholmvej grundet de mange brandkøretøjer som arbejdede på stedet med slukningen af branden.
Der var ved 3-tiden ikke længere fare for spredning af ilden, men inden den kom under kontrol havde den ædt sig igennem hele bygningen som rummede bla. en biludlejning, og to-tre autoværksteder samt et større dækhotel – der er dog ingen meldinger om nogen personskade ved den voldsomme brand.
Frederiksborgvej er ved 4-tiden blevet genåbnet for trafik, men brandfolkene arbejder fortsat med slukning af den omfattende brand.
Når branden er blevet slukket henad morgenstunden, skal brandtomten køle af før politiets brandteknikere kan komme til at undersøge branden og arbejde på at finde frem til brandårsagen.
##
##