Bilist stak af med benzinpistol


Tankanlægget er slukket, indtil det er repareret.


SKÆRØD: Fredag aften præsterede en bilist at tanke på OK’s tankanlæg og bagefter køre fra stedet – med tankpistolen siddende i tankstudsen.

Fredag aften kl. 22.32 rykkede Falck i Helsinge ud til OK’s tankanlæg i Skærød på en melding om benzinudslip.

Kort forinden var en bilist vidne til at en anden bilist kørte afsted med en benzinpistol siddende i tankstudsen på sin bil, med et knald blev slange og pistol revet fra hinanden og der kom benzin ud af den overrevne slange.

Udslippet var dog stærkt begrænset, og hele anlægget blev slukket af brandfolkene, da man ikke kunne få kontakt til en ansvarlig for OK-anlægget.

Af sikkerhedshensyn er hele OK’s tankanlæg på Industrivej blevet afbrudt af brandvæsnet, og det bliver ikke genstartet før det er sikkert idet der kom benin ud af slangen ved aktivering af andre standere.

Om bilisten der ’stak af’ med tankpistolen har tænkt sig at returnere den – det vides ikke.