Arkivfoto
Københavns Politi håber, at videoovervågning fra Kødbyen kan være med til at opklare et tilsyneladende helt umotiveret knivoverfald på en 15-årig dreng onsdag aften i Kødbyen.
– Vi skal i dag have søgt videoovervågning i området for at få klarlagt hændelsesforløbet, siger Dan Aakerhjelm, central efterforskningsleder hos Københavns Politi.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtTeenageren var på vej ud af Kødbyen, da han blev passet op af fire unge mænd, der spurgte, om han havde en cigaret. Tilsyneladende kendte han ikke gruppen.
Da drengen svarede benægtende på spørgsmålet, gik de til angreb på ham med en kniv.
– Der opstår tilsyneladende en diskussion om en cigaret, og det ender med, at han bliver stukket to gange med en spids genstand.
– Han bliver ramt overfladisk i maven og det ene lår, men han er uden for livsfare, og vi har talt med ham på hospitalet, sagde central efterforskningsleder hos Københavns Politi Kenneth Jensen sent onsdag.
Umiddelbart har politiet ikke fundet vidner til overfaldet og håber derfor, at optagelserne fra videoovervågningen i området kan hjælpe dem på sporet af gerningsmændene.
Det eneste signalement, politiet har at gå efter, er, at der skulle være tale om drenge af anden etnisk herkomst end dansk.
Politiet er færdige med de tekniske undersøgelser og har fået indsamlet spor fra hændelsen, der fandt sted i starten af Kødbyen, der huser en del populære restauranter og barer.
Den 15-årige dreng er ikke kendt af politiet i forvejen.
/ritzau/