Porsche beslaglagt på stedet: Ven ville hente pizza med 210 km/t


(Politifoto)

NORDSJÆLLAND: - Tænk dig godt om inden du giver bilnøglerne til en ven, der gerne vil låne din bil. Det kan nemlig blive en dyr tjeneste, hvis vennen træder alt for hårdt på speederen eller på anden måde kører vanvidskørsel, lyder det fra Rigspolitiet.

En bilejer i Nordsjælland måtte forleden lære det på den hårde måde, da han lånte sin bil ud til en ven - det skulle han ikke have gjort....

Vennen lånte hans Porsche, da han ville hente pizza, men glemte lige alt om færdselslov og sikkerhed for sig selv og andre bilister, det gjorde at han påkaldte sig ordensmagtens opmærksomhed da han bragede afsted med 210 km/t på en af Nordsjællands motorveje.

Bilen blev beslaglagt på stedet - og om den hurtigtkørende mand overhovedet havde nået at hente pizza melder historien ikke noget om.

Politiet har siden en ny lov trådte i kraft d. 31. marts fået mulighed for at beslaglægge biler på stedet med henblik på konfiskation og senere bortauktionering, hvis bilen bruges til vanvidskørsel. Det er blandt andet kørsel med mere end 200 km/t, hastighed med mere end 100 procent af det tilladte eller en promille over 2.0. Bilen kan beslaglægges, uanset hvem der ejer bilen.

- Så tænk dig om inden du låner din bil ud, det kan i sidste ende blive rigtig dyrt, lyder det fra Rigspolitiet.

Om føreren af Porschen fortsat er gode venner med bilens ejer - det er endnu ukendt.