Arkivfoto
Ved begyndelsen af en vagt på sygehuset i Nykøbing Falster proklamerede en i dag drabstiltalt sygeplejerske, at tre patienter ville dø i løbet af fire timer.
Den skræmmende forudsigelse skulle vise sig at blive til virkelighed, og i dag er den 31-årige kvinde tiltalt for at have dræbt to af patienterne med medicin.
Tirsdag fortalte en sygeplejerskekollega i et retsmøde i Nykøbing Falster, hvordan den tiltalte om aftenen 28. februar 2015 kom ind på kontoret, hvor hun sad.
– Klokken er lidt over 19, og jeg læser rapport om min gruppe patienter. Så kommer C (den tiltalte, red.) ind på kontoret og siger: “Inden klokken 23 har vi tre mors” (døde, red.). Så siger jeg: “Nå, er det meningen? Er de så syge, at de skal dø?” “Ja”, svarer C.
Kollegaen undrede sig.
– Jeg tænker, “hvor var det mærkeligt”. Men mere lagde jeg ikke i det. C kunne godt komme med lidt dramatiske udmeldinger, forklarede vidnet.
De mystiske begivenheder var dog langt fra forbi. På et tidspunkt kom den tiltalte ifølge vidnet igen hen på hendes afdeling for at hente den kraftige hjertemedicin Cordarone.
Netop den type medicin blev senere fundet i blodet på den 73-årige patient Maggi Rasmussen, som den tiltalte anklages for at have forsøgt at dræbe.
Maggi Rasmussens hjertestop blev varslet af netop den tiltalte. Tidligt om morgenen ringede den tiltalte og forlangte, at vidnet med det samme kom med defibrillatoren, der bruges til hjerteredning.
– Hvor fanden er I henne?, lød det i telefonen fra den tiltalte.
Da vidnet kom hen til stuen, så hun, at der allerede var gjort klar til hjertestopbehandling. Sengen var rykket ud fra væggen, og hovedgærdet var taget af. Det undrede vidnet. Hjertestoppet var nemlig langt fra indtruffet. Maggi Rasmussens puls var 69.
– Jeg kigger C ind i øjnene og ser, at de ser helt sorte ud – som på en psykotisk patient. Eller hvis man har taget stoffer, sagde vidnet.
Efter denne oplevelse og set i lyset af, at tre andre patienter inden da var døde, husker sygeplejersken, at hun kiggede på en kollega.
– Jeg tror, C slår folk ihjel, husker vidnet at have sagt.
– Så sagde min kollega: “Tænk, det tror jeg også”.
I alt er den 31-årige sygeplejerske tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. Et af drabene skal være sket i 2012, mens de resterende forbrydelser ifølge anklagen fandt sted på den omtalte vagt i 2015.
Den tiltalte nægter sig skyldig.
/ritzau/