VORDINGBORG: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog i dag kl. 01.27 anmeldelse om brand i en lejlighed på Kirsebærplantagen i Nyråd ved Vordingborg. Da politi og brandvæsen kom til stedet var lejligheden overtændt.
Efterfølgende blev en person fundet liggende død i lejligheden. Den afdøde er identificeret som en 18-årig kvinde, og familien er underrettet.
De kriminaltekniske undersøgelser har fastslået, at der er tale om drab, idet den dræbte er tilføjet flere knivstik, det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
18-årig anholdt og sigtet for drab
Politiet har kl. 12.10 anholdt en 18-årig mand fra Sydsjælland, der sigtes for drabet på den 18-årige kvinde. Han erkender at have været på gerningsstedet, men der er endnu ikke oplysninger om evt. motiv.
Gerningsmanden forventes fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved i morgen, hvor der vil blive begæret lukkede døre af hensyn til efterforskningen i sagen.
Der resterer fortsat en del undersøgelser for at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor kan der ikke oplyses nærmere detaljer på nuværende tidspunkt.