Garnkutter pludselig kæntret: Livløs mand reddet op med helikopter


UDSHOLT: Politi og redningsberedskab var søndag eftermiddag til stede på stranden ved Fyrrestien i Udsholt. Her blev en livløs mand reddet op fra vandet af en redningshelikopter efter en garnkutter pludseligt var kæntret og sunket.

Det var vidner til det pludselige forlis som slog alarm til 1-1-2 kl. 15.30, her så man fra land en garnkutter som pludselig fik slagside og hurtigt kæntrede – på blot få øjeblikke forsvandt garnkutteren ned under havets overflade.

Mens der blev slået alarm til redningsmandskabet gik alarmen også til Lyngby Radio, som starks udsendte Mayday-Maday-Maday på kanal 16 på VHF og bad fartøjer i området komme til undsætning, adskillige fartøjer satte straks kursen mod positionen.

SAR-Helikopter hejste manden op
Redningsbåden Rescue Gilleleje ankom hurtigt til stedet, sammen med en af Forsvarets SAR-helikoptere som bistod i søredningen af personer fra det forliste fartøj, og kl. 15.51 fik man med hejseværket på helikopteren reddet en person op af vandet, tæt på det sted hvor kutteren var gået ned.

Den reddede mand har ligget i vandet i over 20 minutter, og derfor satte Forsvarets SAR-helikopter omgående kursen mod Rigshospitalets Traume Center i København – der er kl. 19.55 endnu ingen nye oplysninger omkring personens tilstand.

Dykkere fandt ikke flere ofre
Selve det forliste fartøj befinder sig på cirka otte meters dybde, og derfor blev det nødvendigt at tilkalde dykkere som kunne trænge ind i fartøjet og undersøge om der var nogen fanget i det forliste fartøj – efter en grundig undersøgelse af dykkerne kunne redningsmandskabet fastslå at der ikke var nogen ombord i kutteren.

Kort før kl. 18 blev hele redningsaktionen afblæst, idet der ved en omfattende eftersøgning med SAR-helikopteren, Marinehjemmeværnets fartøj Freya, rescue Gilleleje og lodsbåden samt civile fartøjer ikke var fundet nogen tegn på personer i vandet i området.

Garnkutteren ligger som nævnt på otte meters dybde, og der er en lettere lækage af dieselolie fra fartøjet, det er dog helt umuligt at gøre noget ved det på nuværende tidspunkt og diesel fordamper af sig selv ved lidt højere temperaturer. Hvornår fartøjet kan blive hævet, er endnu helt ukendt.