Aktion har forbindelse til formodet trippeldrab-våben


Se mere TV fra aktionen længere nede på siden


Politiet har fredag ransaget en adresse i Herlev. Aktionen har forbindelse til fundet af et af de formodede gerningsvåben til et tredobbelt drab.

Det fortæller efterforskningsleder fra Københavns Politi Jens Møller.

– Det er en udløber af den aktion, vi havde i forgårs, hvor vi lavede nogle anholdelser i relation til efterforskningen omkring et af de våben, som vi mener blev brugt ved trippeldrabet, siger efterforskningslederen.

– Vi har fundet en container fuld af krysantemumbomber og andet fyrværkeri, som kan være interessante i den videre efterforskning. Men det vil vi gerne holde for os selv, siger han.

De tre ofre for det tredobbelte drab i november var Philip Rasmussen på 19 år, Suhaib Jaffar på 23 samt Mike Vinther på 24. Gerningsmændene til drabene er endnu ikke fundet.

To mænd sigtes for at have videresolgt en skarpladt revolver, som muligvis blev brugt ved drabet, og de blev varetægtsfængslet torsdag.

Dørene til retten blev lukket for offentligheden af hensyn til efterforskningen, hvorfor beviserne mod dem er ukendte.

Ifølge sigtelsen blev revolveren videresolgt sent på eftermiddagen 10. november. Få timer efter – omkring klokken 03.30 – blev de tre mænd dræbt af skud fra blandt andet den pågældende revolver.


Mere TV fra aktionen

Det fremgår af sigtelsen, at de to var i besiddelse af revolveren i tiden op til 10. november på “en adresse i Ballerup” i forening med flere andre gerningsmænd.

I sigtelsen står der ikke noget om, hvem de videresolgte revolveren til, eller hvor handlen fandt sted.

I tidligere politiaktioner i forbindelse med det tredobbelte drab har betjente ransaget adresser, som knyttes til rockergruppen Bandidos.

/ritzau/