Tidligere dømt frifindes for hjemmerøveri – slipper med bøde


Arkivfoto


En 22-årig mand fra Hillerød, som sidste år i Retten i Roskilde blev idømt fem års fængsel for deltagelse i et hjemmerøveri i Jyllinge, er blevet frifundet i Østre Landsret.

Dels fandt landsretten, at det pågældende røveri ikke var et hjemmerøveri, dels kunne landsretten ikke med tilstrækkelig sikkerhed slå fast, at den unge mand havde været til stede, skriver Dagbladet Roskilde.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den 22-årige har derfor fået byretsdommen forvandlet til en bøde på 5000 kroner for besiddelse af en kniv og en klump hash.

Hans bror, en 26-årigmand, blev i landsretten idømt otte års fængsel for to hjemmerøverier, der foregik i Mølleengen i Jyllinge i september og oktober 2014.

Dermed fik han en rabat på et år i forhold til byretsdommen. Ved Retten i Roskilde blev han fundet skyldig i tre hjemmerøverier, altså et røveri mere, og her blev han idømt ni års fængsel.

En 31-årig mand, som medvirkede, er ifølge bladet blevet idømt psykiatrisk behandling og udvisning til Uganda for stedse, når behandlingen er overstået. Han kom til Danmark som otteårig.

Under røverierne, hvor ofrene var personer i lejligheder i Jyllinge, benyttede røverne sig af grove trusler for at få folk til at udlevere deres værdier.

/ritzau/