Pas på: Hastighedskontrol i uge 16


Arkivfoto


Fart er den største dræber i trafikken. Derfor gennemfører politiet landet over en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser fra mandag den 18. april til søndag den 24. april.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne. Der køres især for stærkt på landevejene, hvor mere end 60 % af trafikanterne kører over den tilladte grænse. Det er også der, de fleste alvorlige ulykker sker.

“Selv om antallet af alvorlige trafikulykker fortsat falder i Danmark, er der stadig for mange bilister, der kører alt for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for fare,” siger Erik Terp Jensen, Chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Derfor gennemfører politiet en landsdækkende hastighedskontrol i uge 16. Kontrollen indgår i rækken af de fælleseuropæiske færdselskontroller, der arrangeres af det europæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL, og er delvist finansieret af EU-kommissionen.

Hvorfor indsats mod hastighed?

For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald. I næsten halvdelen af alle dødsulykker med personbil i 2014 kørte føreren over hastighedsgrænsen.

I byerne kan selv små hastighedsoverskridelser medføre meget alvorlige personskader hos fodgængere og cyklister, hvis de påkøres.

Kontrollen er koordineret med Rådet for Sikker Trafiks kampagne “Sænk farten – en lille smule betyder en hel del”. Læs mere om kampagnen på www.sikkertrafik.dk/kampagner/saenk-farten.