Pas på: Falske børnebørn fupper ældre


Arkivfoto


♫ Bedste, bedste, det’ bare mig, jeg vil fortælle, jeg… har haft vandskade og har brug for at låne 40.000 kroner til at udbedre skaderne ♫

– Mandag modtog vi to anmeldelser om en særlig form for bedrageri, hvor bedragerne brugte ovenstående historie til at lokke penge ud af godhjertede bedsteforældre, fortæller Nordsjællands Politi.

Den første anmeldelse drejede sig om en ældre kvinde, der var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være hendes barnebarn. Manden forklarede, at han havde behov for at låne 40.000 kroner til reparation efter en vandskade. Da kvinden var, som de fleste bedstemødre nu engang er, tilbød hun, at ”barnebarnet” kunne låne 15.000.

Manden takkede ja, og kvinden tog i banken og hævede pengene. Foran banken holdt en taxi, som ”barnebarnet” havde sendt, og her fik en intetanende chauffør en kuvert med penge, som blev kørt ud til ”barnebarnet”. Senere på dagen snakkede kvinden dog med sit rigtige barnebarn, og det gik op for både kvinden og barnebarnet, at noget var galt.

Samme trick blev en 91-årig kvinde udsat for i mandags, men det falske barnebarns stemme mindede i dette tilfælde ikke nok om kvindens eget barnebarns stemme, og derfor lykkedes gerningsmanden ikke med sit forehavende denne gang.

Fremgangsmåden har vi set før, men det er heldigvis et stykke tid siden. Nu er der så nogen, der forsøger det igen, og det vil vi selvfølgelig gerne have stoppet omgående. Vi vil i den anledning gerne have dig til at gøre minimum en af tre ting:

• Del dette opslag med dine bedsteforældre, hvis de er på Facebook
• Ring til dine bedsteforældre og spørg, hvordan de har det. Når I har gang i snakken, kan du også fortælle om denne form for bedrageri
• Besøg dine bedsteforældre og spørg, hvordan de har det. Når I har gang i snakken, kan du også fortælle om denne form for bedrageri

Hvis nogen ligger inde med oplysninger i sagen, hører politiet meget gerne fra dig på telefon 1-1-4.