23-årig mand ramt af flere skud i brystet


Arkivfoto


En 23-mand fra Herlev er sent tirsdag aften blevet ramt af op til tre skud i overkroppen i nærheden af sin bolig i Perikumhaven i Herlev, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Politiet er talstærkt til stede i området, oplyser vagtchef Thomas Christensen. Offeret er bragt til behandling på Rigshospitalet og er ifølge politiet uden for livsfare.

– Vi får klokken 22.10 en anmeldelse om, at en 23-årig er ramt af to til tre skud i brystet og maven. Da vi kommer derop, befinder manden sig i sin lejlighed, men skudepisoden er sket i området i nærheden af boligblokken, siger vagtchefen.

Ud over en bror til den tilskadekomne er det endnu ikke lykkedes politiet at få fat i personer, der kan komme med oplysninger om hændelsen.

– Vi taler i øjeblikket med skudofferets bror, der var til stede i lejligheden. Det har endnu ikke været muligt at tale med den 23-årige mand, fordi han bliver behandlet på hospitalet, oplyser vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om motivet til hændelsen eller om den er banderelateret.

– Men jeg kan sige så meget, at den 23-årige i forvejen er kendt af politiet.

/ritzau/