Løkke vil snakke handel og politik i Polen og Ukraine


Arkivfoto


Der står både eksportfremme og politiske drøftelser på dagsordenen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag og tirsdag i næste uge tager til Polen og Ukraine i spidsen for en række danske virksomheder.

Polen, der er Danmarks niende største eksportmarked, kan se frem til et besøg, hvor statsministeren vil arbejde for, at endnu flere dansk virksomheder udnytter mulighederne på det polske marked.

Statsministeren skal også møde Polens premierminister, Beata Szydlo.

I Ukraine møder Løkke både landets præsident, Petro Porosjenko, og den nye premierminister, der tirsdag ikke er udnævnt endnu.

– Danmark kan sammen med EU gøre en væsentlig forskel for den ukrainske befolkning ved at bakke op om Ukraine i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på konflikten med Rusland, udtaler Løkke i en pressemeddelelse om besøget.

– Jeg vil opfordre Ukraine til at fastholde reformkursen og gennemføre de vanskelige, men helt nødvendige reformer.

Samtidig ønsker statsministeren at bruge besøget til at hjælpe danske virksomheder ind på det ukrainske marked.

/ritzau/