Dansk lastbil fuld af fejl: Monteret med nummerplader fra anden lastbil


Betjente fra Tungvognscenter Øst kontrollerer lastbiler på Karlslunde Rasteplads. Lastbilerne på billedet fik lov at køre videre uden anmærkninger. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi)


Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi afholdt onsdag kontrol sammen med Færdselsstyrelsen, hvor især én dansk lastbil sprang i øjnene.

Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi havde onsdag eftermiddag fra kl. 15 en fælles kontrol med Færdselsstyrelsen.

Politiets seks biler fik lastbilerne ind fra motorvejen til standsning på Karlslunde Rasteplads, Greve i både nord- og sydgående retning.

Især én dansk lastbil med tilkoblet sættevogn gav betjentene panderynker, siger Henrik Fobian, der er leder af Tungvognscenter Øst.

”Der var tydeligvis ikke helt styr på tingene, og vi kan på stedet konstatere, at det kræver en større efterforskning for at komme til bunds i netop denne sag,” fortæller politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Forkerte nummerplader
Ved kontrollen opdagede betjentene, at lastbilens sættevogn ikke var synet, og derfor blev nummerpladerne inddraget. Efter lidt efterforskningsarbejde kunne politiet dog også konstatere, at de nummerplader, der sad på selve lastbilen, tilhørte en anden lastbil, siger Henrik Fobian.

”Da vi tjekkede lastbilens stelnummer, kunne vi se, at nummerpladerne var taget fra en anden lastbil,” siger lederen af Tungvognscenter Øst.

Det betyder, at der ikke er betalt vejbenyttelsesafgift og forsikring på køretøjet, og så fik lastbilen altså ikke lov at køre videre. Desuden havde vognmanden ikke meddelt tilladelse til godskørsel for fremmed regning hos Færdselsstyrelsen.

Ikke førerkort i takograf
Ved undersøgelse af takografen viste det sig, at der ikke var isat chaufførens personlige førerkort.

”De sidste 28 dage har der ikke været isat førerkort i takografen, så vi kan ikke vide, hvem der har ført lastbilen. Desuden var de generelle køre-hviletidsregler ikke overholdt, og begge dele kan altså udløse store bøder til både vognmand og chauffører,” siger Henrik Fobian.

Chaufførens chaufføruddannelsesbevis var udløbet, og politiet skal nu efterforske de mange sager om blandt andet manglende førerkort og køre-hviletider. Der kan formentlig blive tale om en frakendelse af kørekortet på baggrund af de mange overtrædelser, men det er endnu for tidligt at fastslå.

Der blev under kontrollen samlet set fundet tre sager med fejl og mangler, to sager med lastbiler, hvor dimensionerne var større end tilladt, seks sager om farligt gods, tre overtrædelser af lov om godskørsel og 20 sager om køre-hviletider.

Det blev i alt standset 32 tungvogne, hvoraf 18 var udenlandske.