Pistol gav fængsel og udvisning

En 28-årig somalisk mand fra Søborg er idømt tre et halvt års fængsel og udvist for evigt af Danmark for at besidde en pistol i Høje-Gladsaxe.

Den 28-årige blev anholdt af Københavns Vestegns Politi tidlig torsdag morgen den 13. august 2020 efter flere anmeldelser fra beboere i området.

Forudgående var han set med en pistol under et skænderi med andre i kvarteret, og lidt efter hørtes et skud.

Politipatruljer fik hurtigt genkendt og anholdt manden i nærheden, hundepatruljer fandt senere pistolen i buskads ved et grønt område, og den 28-årige blev varetægtsfængslet samme dag. Ingen blev meldt ramt af skud.

Mandag eftermiddag fandt Retten i Glostrup den somaliske statsborger skyldig i at have i besiddelse af en pistol, som blev affyret i området, og idømte ham en ubetinget fængselsstraf på tre et halvt år plus udvisning af Danmark for bestandig.

”Retssystemet straffer ulovlige våben hårdt, og besiddelse af et skarpladt skydevåben på offentligt sted udløser to et halvt års fængsel i førstegangstilfælde. Men fordi der i dette tilfælde blev skudt, og fordi tiltalte før var dømt for våbenbesiddelse, udmålte retten et år ekstra i fængsel,” siger anklager Michelle Lindegaard, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Tiltalte ankede dommen på stedet. Han er fortsat varetægtsfængslet.