Ulykkesstedet i Albertslund.
En 14-årig dreng, som torsdag aften blev alvorligt kvæstet ved en trafikulykke, overlever med stor sandsynlighed hændelsen. Det oplyser politiet natten til lørdag.
– Lægerne på Rigshospitalet har fortalt os, at drengens tilstand er stabiliseret, men han bliver fortsat holdt i kunstig koma, siger Kim Madsen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
Den 14-årige blev ramt af en bil torsdag aften, da han løb over Trippendalsvej i Albertslund for at nå en ventende bus.
Han blev omgående overført til Rigshospitalet og opereret. En patruljevogn sørgede desuden for at bringe den tilskadekomnes forældre til hospitalet.
Om drengen får varige mén af kvæstelserne, vides endnu ikke.
– Men efter det vi er blevet fortalt af lægerne, har han tilsyneladende ikke mistet førligheden i hverken arme eller ben, siger Kim Madsen.
/ritzau/