Odense: Bilist hamrer ind i autoværn

En bilist kørte natten til lørdag ind i autoværnet. Ulykken skete på Kløvermosevej i Odense.

Det gik voldsomt ud over autoværnet, da en bilist natten til lørdag ikke kunne holde sig indenfor vejbanen.

Autoværnet blev knust og bilen blev snurret rundt og stod på tværs af vejen. Den blev senere trukket ud i rabatten af en brandbil.

– Manden kørte i sin røde Toyota Starlet ad Middelfartvej og videre ad Kløvermosevej. Her ramte han ind i autoværnet i helleanlægget, fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Kim Munksgaard, til newsbreak.dk.

Bilisten blev kørt fra stedet i ambulance, men han slap fra uheldet uden alvorlige skader.

Personer på stedet oplyser til localeyes.dk, at bilisten formentlig var påvirket, og han er da også blevet anholdt med henblik på udtagelser af en blodprøve.

– Han blev anholdt og taget med på skadestuen, hvor der blev udtaget en blodprøve, der skal fastslå promillen, forklarer vagtchefen videre til newsbreak.dk.