Sættevogn med vindmølle er knækket sammen nær Esbjerg


Arkivfoto – ikke fra det omtalte uheld.


En sættevogn er ved midnatstid knækket sammen i nærheden af Esbjerg under vægten af et tontungt tårn til en vindmølle.

Chaufføren formåede dog at få sættevognen kørt væk fra motorvej E20, før køretøjet brød helt sammen i en rundkørsel tæt på lufthavnen i Esbjerg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Chaufføren har muligvis valgt at dreje fra for at undgå at blokere for trafikken på motorvejen. Normalt kører vindmølletransporter til havnen i Esbjerg ikke den vej. Nu holder sættevognen med vindmølletårnet inde midt i rundkørslen, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

En kranvogn er på vej for at fjerne sættevognen.

– Kranvognen er rekvireret, men det kommer til at tage tid, før sættevognen er trukket væk fra rundkørslen. Det vil nok tidligst ske mandag middag, siger vagtchefen.

Uheldet får dog ikke større konsekvenser for trafikken i området.

– Det er fortsat muligt at passere rundkørslen, hvis man kører mod færdselsretningen, så man kan for eksempel godt komme til og fra lufthavnen, siger Erik Lindholdt.

/ritzau/