Inden ugerningen havde den 30-årige ifølge sin egen forklaring taget noget amfetamin, og han forklarede også, at han hørte stemmer. Arkivfoto
En 30-årig mandlig beboer på et bosted på Center Lindegården i Roskilde har i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk lørdag erkendt, at han fredag aften stak en kvindelig medarbejder på bostedet med en kniv.
Det oplyser anklager Kristian Kirk, Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 News.
Like localeyes.dk på FacebookDen 57-årige kvinde døde af knivstikket, og manden er blevet sigtet for drab.
Den 30-årige er blevet varetægtsfængslet indtil 14. april. Han skal tilbringe tiden på en lukket psykiatrisk afdeling og desuden mentalundersøges.
Ifølge anklageren nævnte den sårede kvinde navnet på gerningsmanden, inden hun udåndede. Desuden bestyrker videoovervågning fra bostedet også mistanken mod manden. Endelig har politiet fundet gerningsvåbnet, som han i første omgang havde kastet fra sig.
– Alt i alt er der særligt bestyrket mistanke om, at han er skyldig i drab, siger Kristian Kirk til TV2 News.
Inden ugerningen havde den 30-årige ifølge sin egen forklaring taget noget amfetamin, og han forklarede også, at han hørte stemmer, skriver ekstrabladet.dk.
Anklager Kristian Kirk mener, at det er for tidligt at gisne om et motiv, og ifølge ham er der måske ikke noget egentligt motiv til knivstikkeriet.
– Det er ikke sikkert, at der er et motiv, måske er det en tilfældig tragisk situation, siger han til TV2 News.
Den 30-årige skal nu mentalundersøges.
– Han skal mentalundersøges, så vi kan se, hvad det var for en tilstand, han var i, siger Kristian Kirk.
Personalet på Center Lindegården blev for et par dage siden opmærksomme på, at den 30-årige var i besiddelse af en kniv, oplyser Statsforvaltningen i Københavns Kommune, som driver Center Lindegården. Derfor kontaktede personalet politiet.
Kniven var ikke en af bostedets egne, men derimod en kniv som den mandlige beboer havde anskaffet sig udefra.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at politiet onsdag fik en anmeldelse fra Lindegården om, at den 30-årige var gået rundt med en kniv på institutionens fællesarealer.
– Da han tidligere havde truet med en kniv, ønskede personalet, at politiet hjalp med at tage kniven fra den 30-årige, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
– Politiet var på stedet onsdag omkring klokken 16.30. Det lykkedes ikke politiet at finde kniven ved den lejlighed, hedder det videre.
Ifølge ekstrabladet.dk har den 30-årige fortalt i retten, at kniven var stjålet hos en isenkræmmer.
/ritzau/