Fundet! Borger fandt to savnede søstre i København


Pigerne blev fundet af en borger, som bragte dem til en politistation.


Politiet bad fredag folk i København om at hjælpe med at finde to piger på fem og syv år.

Appellen blev udsendt via Twitter først på eftermiddagen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men efter cirka en times tid var dramaet afblæst. En borger havde fundet pigerne og havde bragt dem til en politistation.

De to søstre var sidst blevet set ved ni-tiden på en legeplads nær Stærevej i Københavns Nordvestkvarter, oplyste politiet ved 14-tiden.

Ordensmagten gik i aktion med hunde og flere patruljer i et forsøg på at finde pigerne, Alicia og Jasmina, som er søstre.

Via Twitter udsendte politiet signalementet og fotos af pigerne og bad borgere om hjælp.

Og det var altså en borger, der fandt søstrene og fik dem bragt til Station Bellahøj.

“Tak for hjælpen,” kvitterede politiet på Twitter – og lod så en smiley efterfølge ordene.

/ritzau/