Statsminister beklager aflivning af mink uden lovgivning


    Statsminister Mette Frederiksen (S) beklager tirsdag forløbet om manglende lovhjemmel bag aflivningen af alle syge og raske mink i Danmark.

    I sidste uge lød det fra hende på et pressemøde, at alle mink skal aflives af hensyn til en mutation af coronavirus, som sker gennem mink. Det har dog vist sig, at regeringen ikke havde lovgivning på plads til at kræve alle mink aflivet.

    – Jeg skal beklage forløbet i spørgsmålet om lovhjemmel over for Folketinget og over for minkavlerne.

    – Selv om der er travlt, siger det sig selv, at det skal være fuldstændig klart, hvad der kræver ny lovgivning. Det har der ikke været, og det vil jeg gerne beklage, siger Mette Frederiksen.

    Det siger hun tirsdag under spørgetimen, hvor partilederne har mulighed for at stille spørgsmål til statsministeren.

    Der er sat gang i en redegørelse af forløbet.

    Hun gentager sin store medfølelse over for alle, der står i en svær situation på grund af situationen.

    Onsdag i sidste uge sagde Mette Frederiksen på et virtuelt pressemøde, at alle mink i Danmark, også de raske, skal aflives af hensyn til en mutation af coronavirus.

    – Regeringen er ikke bekendt med, at der ikke er hjemmel, da vi træffer beslutningen i sidste uge. Havde vi været bekendt med det, havde vi selvfølgelig sagt det åbent og ærligt, siger hun tirsdag.

    Regeringen blev først bekendt med det i weekenden. Hun minder om, at der kan være behov for hurtige beslutninger i en pandemi.

    – Derfor vil der også kunne være en situation, hvor der ikke er hjemmel til det, der er nødvendigt, hvor vi så alligevel vil igangsætte noget og efterfølgende få tilvejebragt den nødvendige hjemmel, men det skal selvfølgelig siges klokkeklart, siger statsministeren.

    Mutationen kan betyde, at en kommende vaccine i værste fald vil være mindre effektiv. Statsministeren sagde derfor i sidste uge, at det var “nødvendigt at aflive alle mink i Danmark”.

    Det er siden kommet frem, at der ikke er hjemmel i loven til at kræve de op mod 17 millioner mink aflivet.

    Der er lovhjemmel til at kræve mink slået ned, hvis det er smittede dyr, eller hvis en minkfarm ligger mindre end 7,8 kilometer fra en smittet minkfarm.

    Blå blok har afvist at hastebehandle en lov om at give myndighederne lov til at aflive alle mink. Indgrebet skal være gennemtænkt, lyder det.

    Fødevareminister Mogens Jensen (S) har ligeledes beklaget sagen og sat gang i en redegørelse.

    Minkbranchen lader til at have accepteret, at alle mink skal aflives. Dermed udestår der et vigtigt spørgsmål om, hvordan kompensationen til minkavlerne skal se ud.

    Og hvem der har det endelige ansvar for, at det blev kommunikeret ud, at alle mink skal aflives, selv om der ikke var hjemmel til det i loven.

    /ritzau/