Arkivfoto
En ny, mindre og billigere iPhone kan være lige om hjørnet. Det samme kan en ny iPad samt tilføjelser til Apples armbåndsur, det såkaldte Apple Watch.
Sådan lyder nogle af de mest vedholdende rygter forud for it-giganten Apples første store begivenhed i 2016, der mandag løber af stablen i Californien.
Traditionen tro har der stort set ikke været nogen informationer fra Apple frem mod mandagens begivenhed. Alligevel føler en række medier og eksperter sig altså relativt sikre på, at en ny iPhone er lige på trapperne – formentlig med navnet iPhone SE.
– Forventningen er, at Apple præsenterer en iPhone SE, som bliver fysisk mindre end de nyeste iPhones på markedet, siger John G. Pedersen, redaktør på Meremobil.dk
– Det er det, som hele verden forventer. Der har været en masse rygter om den, og rygter omkring nye Apple-produkter plejer at være rigtige, siger han.
Der skulle efter sigende være tale om en iPhone med en skærmstørrelse på fire tommer, hvilket svarer til størrelsen på en iPhone 5-skærm.
– Med den telefon forsøger man at ramme den kundegruppe med de lidt ældre iPhones. Den gruppe, der er glad for at have en kompakt telefon og ikke har behov for en telefon med en større skærm, siger John G. Pedersen og tilføjer:
– På den måde kan det være et springbræt for Apple for at få flere kunder til at opgradere til en ny model. Og så kan det måske også være et springbræt for dem, der køber en iPhone SE til på sigt at opgradere til en telefon med en større skærm.
Ud over en ny telefon forventes Apple at lancere en iPad, der er særligt målrettet til forretningsfolk. Derudover forventes også opgraderinger til selskabets Apple Watch – heriblandt nye remme til de teknologiske armbåndsure.
Foruden afsløringer af produkter ventes Apple også at tale om situationen med FBI.
Selskabet har indtil videre nægtet at hjælpe det amerikanske efterforskningspoliti med at skaffe adgang til en låst iPhone fra den mand, der sammen med sin kone i december dræbte 14 mennesker i den sydcaliforniske by San Bernardino.
/ritzau/