51-årig mand fastklemt i knust varebil: Slipper med livet i behold

En 51-årig mand var tirsdag eftermiddag fører af en varevogn, som af ukendte årsager med voldsom kraft kørte ind i en lastbil bagfra i krydset Grenaavej/Storegade og Gunnerupmosevej i Assentoft.

Den 51-årige mand sad fastklemt i sit køretøj efter sammenstøddet med lastbilen og var ifølge de første meldinger meget alvorligt kvæstet og i kritisk tilstand.
Den tilskadekomne mand blev klippet fri af sin voldsomt deformerede varevogn af brandvæsnet og herefter kørt med ambulance og politieskorte til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Krydset blev fuldstændig afspærret for trafik, mens en bilinspektør undersøgte uheldet.

I løbet af eftermiddagen kunne Østjyllands Politi oplyse, at den 51-årige mand mirakuløst var sluppet med livet i behold.

- Den tilskadekomne, en 51-årig mand, er umiddelbart sluppet med flere brud på kroppen og er meldt udenfor livsfare. Hans pårørende er underrettet, oplyste Østjyllands Politi på Twitter.