Folketinget står fast: Vi skal ikke spare


Foto: Folketinget.dk, Anders Hviid


Mens der er krav om, at kommunerne, regionerne og ministerierne skal spare og effektivisere, er Folketinget hidtil gået fri.

Og sådan bliver det ved med at være, har Folketingets Præsidium nu slået fast. Det skriver netavisen Altinget.

– Folketingets økonomi er væsentligt mere overskuelig end statens og kommunernes, og Folketinget har andre, gode værktøjer til at skabe effektiviseringer og omprioriteringer.

– Folketinget har derfor ikke samme styringsmæssige behov for at bruge omprioriteringsbidrag til at facilitere forandringer i institutionernes virke, skriver Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), i et skriftlig svar til Altinget.

– På den baggrund har Præsidiet enstemmigt besluttet ikke at indføre et omprioriteringsbidrag, skriver hun.

Pia Kjærsgaard peger desuden på, at Folketingets administration på sine driftsbevillinger i perioden 2008-2018 samlet set har gennemført effektiviseringer til en værdi af mere end ti procent af bevillingsrammen.

Kommunerne, regionerne og staten er alle omfattet af omprioriteringsbidraget. Særligt kommunernes omprioritering, der svarer til 2,4 milliarder kroner, har været omdiskuteret.

Folketingets driftsbudget for 2016 er på 684 millioner kroner, så hvis Folketinget skulle omprioritere en procent ville det svare til knap syv millioner kroner.

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) mener, at Præsidiet skulle have truffet en anden beslutning. Hun mener ikke, at forskellen på størrelsen af kommunernes og Folketingets budgetter har betydning.

– Regeringen gør det til et spørgsmål om at forvalte skatteborgernes kroner bedst muligt. Og skatteborgerne betaler også Folketinget, så det burde gælde alt, hvad skatteborgernes kroner går til, siger hun til Altinget.

– Ellers er det lidt hult, når man siger, at det er et spørgsmål om at bruge skatteborgernes kroner godt nok, siger Benedikte Kiær.

/ritzau/