Konkret har Midt- og Vestsjællands Politi haft to betjente udstationeret hos Borgerservice på Køge Rådhus et par dage om ugen, hvor medarbejderne fra kommune og politi har delt viden fra rocker- og bandemiljøet. (Arkivfoto fra en politiaktion mod bandemiljøet i Køge i år 2013).
Fælles efterforskningsteam får hårde kriminelle til at vælge Køge-området fra. Kommune og politi fortsætter samarbejdet om at lægge pres på rocker- og bandemiljøet.
Den fælles indsats skaber tryghed, siger borgmester.
Antallet af rocker- og bandekriminelle falder i Køge. Her har Kommune og Politi siden 2014 samarbejdet om at gøre livet surt for den hårde kerne i rocker- og bandemiljøet med et fælles efterforskningsteam. Køge er blandt de kommuner, hvor offentlige myndigheder er gået sammen om at lave målrettet efterforskning i en tværfaglig enhed, som udveksler oplysninger om fx kriminalitet og snyd med sociale ydelser.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtDet skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse:
Samarbejdet har givet så gode resultater, at Køge Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi nu har besluttet at videreføre det fælles efterforskningsteam frem til udgangen af 2017. Tilbage i 2014 havde efterforskningsteamet en målgruppe på ca. 100 personer, som skulle under lup. I dag er målgruppen nede på 38. Resten har enten forladt den kriminelle løbebane eller er flyttet fra Køge-området. Skyderier og åbenlyse bandeopgør hører til sjældenhederne i Køge og omegn i dag, og generelt er indbrud og anden kriminalitet faldet i kommunen.
”Køge er blevet et tryggere sted at bo. Kommunen og politiet har arbejdet med forebyggelse på mange niveauer, og det ser vi resultatet af nu. Men det er fortsat vigtigt, at vi fastholder presset på den hårde kerne i bandemiljøet, så de ikke vinder fodfæste her i området. Derfor er jeg glad for, at politiets og kommunens fælles indsats med tæt og effektiv efterforskning kan fortsætte to år mere,” siger Flemming Christensen, borgmester i Køge Kommune.
Siden 2014 har det tværfaglige efterforskningsteams arbejde ført til, at Køge Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi har gennemført adskillige kontroller af enkeltpersoner, adresser og firmaer. Indsatsen har både afdækket og standset kriminelle handlinger.
”Vi har i fællesskab opnået at lægge et massivt pres på rocker- og bandemiljøet i Køge Kommune, og det med rigtig gode resultater til følge. Både kommune og politi har stor fokus på det forebyggende arbejde, så vi i fællesskab kan eliminere fødekæden til rocker- og bandemiljøet. Vi har begge en stor interesse i, at vores børn og unge får en god start på livet – og den får de ikke via disse miljøer. Vores fælles efterforskningsteam er et rigtig godt eksempel på, at vi som myndigheder kan opnå flotte resultater, når vi samarbejder på tværs, og derfor glæder jeg mig meget over, at vi kan fortsætte det gode arbejde,” siger Anne Tønnes, politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi.
Konkret har Midt- og Vestsjællands Politi haft to betjente udstationeret hos Borgerservice på Køge Rådhus et par dage om ugen, hvor medarbejderne fra kommune og politi har delt viden fra rocker- og bandemiljøet. Kommune og politi har også hjulpet hinanden ved kontrolbesøg på tilholdssteder for bander. Samarbejdsformen fortsætter nu med en intensitet, der er tilpasset de gode resultater hidtil.