En person ramt af skud på campingplads i Græsted


    En person er blevet ramt af skud på en campingplads på Helsingevej i Græsted sent mandag aften.

    Det oplyser vagtchef David Buch ved Nordsjællands Politi tirsdag morgen.

    Personen er ifølge vagtchefen ikke i kritisk tilstand, men befinder sig på hospitalet.

    Politiet modtog klokken 22.34 mandag anmeldelsen, der lød på skyderi.

    Vagtchefen kan ikke oplyse, hvorvidt der er nogen anholdte i forbindelse med episoden.

    Ifølge Ekstra Bladet er der tale om campingpladsen “Smidstrup Camping”.

    Campingpladsen har været afspærret natten mellem mandag og tirsdag, men afspærringen er ifølge avisen ophævet tidligt tirsdag morgen.

    /ritzau/