Torsdag undersøgte sprængstofhunde Urbanskolen på Søndervangen i Esbjerg for bomber.
Syd- og Sønderjyllands Politi har fredag aften undersøgt endnu en skole i Esbjerg i forbindelse med en bombetrussel, der blev indtelefoneret torsdag mod Urbanskolen i byen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet undersøgte endnu en af Urbanskolens i alt fire afdelinger. Denne gang var det en afdeling i Danmarksgade. Politiet fandt dog ingen sprængstoffer eller andet af interesse for sagen, der fortsat efterforskes.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtAf hensyn til efterforskningen er politiet da også meget sparsomme med oplysninger om, hvad der fik dem til at rykke ud til skolen i Danmarksgade fredag.
Torsdag klokken 13.55 modtog politiet en anmeldelse om, at Urbanskolen på Søndervangen i Esbjerg havde modtaget en bombetrussel over telefonen.
Alle eleverne i afdelingen blev evakueret, og sprængstofhunde blev tilkaldt for at afsøge området på og ved skolen. Efter flere timer blev eftersøgningen dog afsluttet uden resultat.
Urbanskolen i Esbjerg består blandt andet af flere skoleafdelinger, specialundervisningscenter, SFO og ungdomsklubber, og der er i alt cirka 1500 elever tilknyttet skolen og dens afdelinger.
/ritzau/