Kvinde får dom for groft hjemmerøveri mod 96-årig


Der er tale om et såkaldt egentligt hjemmerøveri, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden i forvejen, fastslår retten. Arkivfoto


En kvinde på 97 år har netop vidnet i Retten på Frederiksberg i sagen om et hjemmerøveri.

I sin lejlighed blev hun overfaldet af tre personer, som forsøgte at få fat i hendes broche.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Forbrydelsen skete i november 2014, og nu er sagen i hvert fald delvist opklaret. Retten har onsdag fundet en erfaren kvindelig røver skyldig.

45-årige Katalin Ralfort har hævdet, at hun blot deltog i et mindre tricktyveri, men den version har retten afvist.

I stedet er hun idømt fængsel i fem år og seks måneder.

Der er tale om et såkaldt egentligt hjemmerøveri, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden i forvejen, fastslår retten.

Offeret forsøgte at presse Katalin Ralfort og hendes ledsagere tilbage, men overmagten var for stor.

Ralforts rolle bestod i at tage fat i den dengang 96-årige kvindes arme og at holde hende fast, mener domsmandsretten.

Det var et dna-spor fundet på den gamle kvindes finger, som førte politiet på sporet af Katalin Ralfort.

Hun optræder nemlig i forvejen i politiets registre på grund af tidligere kriminalitet. I en tidligere sag blev hun dømt for røveri mod en kvinde på 85 år.

Under sagen har hun hævdet, at hun var i selskab med to kvinder, da hun trængte ind hos den dengang 96-årige kvinde i lejligheden på Peter Bangs Vej.

Men i retten har offeret fortalt, at der var tale om to mænd, oplyser anklageren i sagen, Sonja Hedegaard.

I januar 2015 blev Ralfort offentligt efterlyst, og det lykkedes hende at holde sig skjult i et halvt års tid, før hun blev anholdt.

Flere af kvindens familiemedlemmer har fået domme for kriminalitet og har derfor fået en del omtale i medierne.

Selv om anklagemyndigheden har fået medhold i, at Ralfort begik et egentligt hjemmerøveri, har retten frifundet kvinden for en væsentlig del af sanktionen.

Den ungarnske statsborger udvises ikke af Danmark. Det vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, mener retten.

Ralfort kom til Danmark for 24 år siden, har ægtefælle, tre voksne børn og fire børnebørn i Danmark, pointeres det i dommen.

– Det spørgsmål skal statsadvokaten se på, siger anklager Sonja Hedegaard. Også den dømte har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.

/ritzau/