Tavshed besværliggør opklaring af skyderi i Esbjerg


Arkivfoto


Syd- og Sønderjyllands Politi har svært ved at opklare et skyderi i Esbjerg fra 10. februar, da det er foregået i et miljø, som ikke er meget for at hjælpe politiet.

Det fortæller vicepolitiinspektør Bent Thuesen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Knallertkører er på fri fod efter fire skud mod bilist
– Det er nogle grupperinger, som har nogle personlige uenigheder og konflikter. Dem er vi i gang med at efterforske, men det er jo desværre ikke den kreds af mennesker, hvor politiet får den største hjælp, siger han.

Spørgsmål: Du siger “grupperinger” – taler vi om bander eller måske rockere?

– Ja, det er en blanding, men det er ikke uenigheder klubberne eller rockerne imellem, og det er nogle gamle personlige stridigheder, der ligger bag. Hvad det drejer sig om, ved vi ikke helt, siger vicepolitiinspektøren.

Han fortæller desuden, at politiet mener, at stridighederne også er baggrund for et tidligere overfald på torvet i Esbjerg og en påkørsel af en person i samme by.

LÆS OGSÅ: Person på knallert skyder mand i bil i Esbjerg
– Der er ikke noget behov for, at folk skal være bekymrede og frygte krig på gaden mellem bandegrupperinger, for det er slet ikke der, vi er, udtalte vicepolitiinspektøren dagen efter skudepisoden.

Det var en gerningsmand på en knallert, der 10. februar klokken cirka 21.15 affyrede fire skud mod en 27-årig bilist på Spangsbjerg Møllevej. Det ene skud ramte ham i maven, men han blev hurtigt erklæret uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen og arbejder på at finde frem til den knallertkørende gerningsmand.

/ritzau/