Sydøstjyllands Politi anholdt i går, torsdag den 27. august 2020, omkring kl. 15.30 en 28-årig mand i Horsens for et drabsforsøg begået samme dag.
Den 28-årige mand fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Horsens kl. 14.00, hvor han sigtes for et drabsforsøg begået mod en 62-årig mand i en lejlighed i Horsens.
Den anholdte er mistænkt for at have stukket den 62-årige mand med en kniv i hovedet, og dermed at have haft til hensigt at dræbe den 62-årige. De to personer har en relation til hinanden.
Den 62-årige er blevet behandlet for sine skader og er uden for livsfare.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og af den grund kan Sydøstjyllands Politi ikke dele flere oplysninger om sagen med offentligheden.