27-årig var et rullende narkolager


Arkivfoto

Det var nærmest et rullende narkolager, som en patruljevogn lørdag eftermiddag fik stoppet på Tørslevvej i Frederikssund.

En 27-årig mandlig bilist blev stoppet af en patruljevogn lørdag eftermiddag klokken 15.40, og betjenten mistænkte hurtigt, at den 27-årige bilist fra Herfølge kunne være påvirket.


Like localeyes.dk på Facebook

Manden blev testet med patruljens narkometer, og der var bingo på et uoplyst narkotisk stof i blodet hos den 27-årige bilist.

Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, hvilket gav lejlighed til en visitering af den 27-årige – og her væltede stofferne nærmest ud af lommerne på den anholdte.

Da betjentene var færdige kunne mandens lager opgøres til ikke mindre end tre gram kokain, syv gram MDMA, 11 ritalin piller, 10 gram hash og fem gram hash-mix.

En passager i bilen, identisk med en 35-årig mand fra Helsingør, fik også vendt lommerne, og han havde 14 ritalinpiller i lommerne hvilket udløste en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 27-årige bilist blev anholdt, sigtet for narkokørsel og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Herefter blev han taget med på stationen for at få taget en blodprøve.

Hvis blodprøven bekræfter indholdet af narkotika i blodet, forsvinder kørekortet ubetinget i tre år.