Ombudsmand afviser at undersøge rekordmange klager


Arkivfoto


Borgernes vagthund bliver Folketingets Ombudsmand kaldt. Men ifølge ombudsmandens årsberetning er der stadig flere tilfælde, hvor ombudsmanden ikke får undersøgt borgernes klagesager.

Det skriver Politiken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De seneste fire år er antallet af klager, som ombudsmanden afviser at igangsætte en undersøgelse af, steget med 40 procent. Fra 908 afviste klager i 2012 til 1281 klager i 2015. I alt er klager fra mere end 4500 borgere blevet afvist siden 2012.

Det fremgår af konklusioner i ombudsmandens årsberetning, som offentliggøres til april, men som Politiken er i besiddelse af.

Hos Foreningen Far, der repræsenterer forældre i hele Danmark i blandt andet skilsmissesager, kalder formand Jesper Lohse udviklingen “alarmerende”.

– Vi ser tydelige mønstre på, at borgerne i mange tilfælde behandles i strid med loven. Ombudsmanden er sidste led, hvor man kan klage, siger Jesper Lohse til Politiken.

Ifølge loven kan ombudsmanden afvise at behandle klager, alene fordi han ikke ønsker eller har tid til at gå ind i sagen. Også selv om der kan være begået fejl.

I et interview med Politiken forklarer ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, at stigningen skyldes, at man i dag laver en hårdere prioritering af borgernes klager end tidligere.

I stedet bruger man tiden på eksempelvis at styrke ombudsmandens tilsyn, ligesom man tager flere sager op af egen drift.

– Jeg kan godt forstå frustrationerne, men jeg mener, at vi i dag får mere ombudsmand for pengene end tidligere. Vi kan eksempelvis se, at andelen af gange, ombudsmanden udtrykker kritik, ikke er reduceret de seneste år, siger Jørgen Steen Sørensen.

Folketingets Ombudsmand består i dag af 100 jurister, der kontrollerer en forvaltning med i alt 800.000 medarbejdere. Hvert år modtager ombudsmanden knap 5000 klager. Af dem ender 10-15 procent med at føre til en tilbundsgående undersøgelse.

/ritzau/