Fem er anholdt efter skudepisode i Brøndby


Efter en skudepisode i Brøndby søndag aften er fem personer blevet anholdt, oplyser Københavns Vestegns Politi mandag morgen.

Skuddene blev affyret ved Brøndby Nord Vej.

Omkring midnat bekræftede en vagtchef i politikredsen, at episoden havde fundet sted.

– Vi har fået en anmeldelse om skud derude fra området, og vi kan bekræfte, at der er affyret skud, men ingen personer er kommet til skade i den forbindelse, sagde vagtchefen.

Politiet afspærrede et stort område omkring Brøndby Nord Vej og Brøndbyøster Station.

– Vi efterforsker lige nu og er i gang med at få samlet trådene. Vi har afspærret et større område, som vi er i gang med at eftersøge, sagde vagtchefen.

Ifølge Ekstra Bladet søger politiet med hunde og en helikopter i området.

Så sent som torsdag aften blev der affyret flere skud på Brøndby Nord Vej. Ingen blev ramt i den forbindelse.

Mandag morgen gentager politiet i et opslag på Twitter en opfordring til eventuelle vidner om at melde sig.

/ritzau/