Sammenstyrtet altan i Kolding sender flere unge på hospitalet


Tre unge mennesker kom lørdag aften alvorligt til skade, efter at en altan i første sals højde styrtede sammen i Kolding. To andre er kommet lettere til skade.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund tidligt søndag morgen.

– Vi har en mand på 19 år, som har fået en alvorlig hovedskade. Han ligger på Odense Universitetshospital. Han er i yderst kritisk tilstand stadigvæk, siger vagtchefen klokken fem søndag morgen.

De andre tilskadekomne er to mænd og to kvinder i alderen fra 18 til 21 år.

– To af dem har fået en del frakturer, men der er stabilitet at spore, så de er ikke i livsfare, siger Lars Grønlund.

Alle fem unge menneskers pårørende er blevet underrettet om ulykken.

– Vi har talt med vidner derude, men de nærmere undersøgelser må vise, hvad der er gået galt, siger vagtchefen.

Anmeldelsen om ulykken kom klokken 22.50.

Ulykkesstedet er afspærret, og mandag ventes fagfolk at indlede en undersøgelse af ulykken, oplyser politiet søndag formiddag.

/ritzau/