Frustreret husejer risikerer straf: Deler billeder af indbrudstyv på Facebook


Her ses indbrudstyven fanget på fersk gernings af overvågningskameraerne. Vi har valgt at sløre tyven, fordi det også er ulovlig at videreformidle sådanne optagelser. Du kan finde et link til husejerens opslag på Facebook nedenfor.


En husejer i Aabyhøj ved Aarhus fik nok, da han blev udsat for indbrud to gange samme dag. Nu har han offentliggjort billeder af tyven på Facebook, selvom det er strafbart.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Husejeren Jesper Kjær Ries er frustreret. Den samme mand brød ind i hans hus, og oven i købet to gange samme dag.

Husejeren fortæller til Århus Stiftstidende, at Østjyllands Politi har haft billederne liggende i en uge uden at reagere.

LÆS OGSÅ: Lige lovlig smart-tv: Samsung er med på en lytter i soveværelset
– Jeg er bare en stille familiefar, der ikke gider, at mit hus skal røves. Jeg blev så provokeret over at se tyven gå stille og roligt rundt i vores hjem. At han så kom igen efter første indbrud, synes jeg, er ekstra frækt, fortæller husejeren, Jesper Kjær Ries til Årshus Stiftstidende.

Siden Jesper lagde overvågningsbillederne på Facebook er billederne og hans opslag, som du kan se her, blevet delt over 8000 gange.

Tyven brød ind i huset forrige lørdag omkring klokken 10:28, hvilket var cirka 20 minutter efter familien havde forladt hjemmet.

I første omgang er tyven i hjemmet i omkring otte minutter, hvorefter han stikker af med sit udbytte.

Men cirka halvanden time senere, klokken 12:04 vender han tilbage, for at slæbe endnu et læs væk. Denne gang bruger han 13 minutter på at indsamle tyvekosterne.

LÆS OGSÅ: Pas på: Fremmede kan nemt kigge med på din egen overvågning
Tyvens udbytte er globalknive, en Panton globelampe, tre bærbare pc’er, jakker, pyntegenstande fra blandt andet Kay Boyesen, Nintendo med mere, oplyser husejeren i opslaget på Facebook.

En ting kunne Jesper Kjær Ries dog glæde sig over nemlig, at han havde fanget gode billeder af indbrudstyven med sine overvågningskameraer.

Han afleverede optagelserne til politiet, men han har efter en uge endnu ikke hørt fra politiet, så derfor vælger han at offentliggøre billederne.

I opslaget på Facebook skriver Jesper:

– PS: Jeg er klar over at dette er en overtrædelse af en paragraf om offentliggørelse af billeder. Det er dog betinget offentligt påtalt, hvilket vil sige, at det vil kræve en anmeldelse fra den forurettede (gerningsmanden). Han skal være velkommen til at anmelde mig :-)

Århus Stiftstidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi.

FAKTA
Straffelovens paragraf 264, a: Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

Straffelovens paragraf 264, d: Med bøde eller fængsel indtil seks måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.