(Politifoto fra politiet i Kalamazoo, Michigan).
En mand, som politiet i Michigan søndag har anholdt for skuddrab på seks personer, er chauffør for den omstridte samkørselstjeneste Uber. Det meddeler Uber.
Politiet anklager den 45-årige Jason Dalton for at stå bag en stribe tilsyneladende tilfældige skyderier i byen Kalamazoo i den amerikanske delstat Michigan.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Vi er forfærdede og knuste over den meningsløse vold i Kalamazoo, Michigan, siger Joe Sullivan, som er sikkerhedschef i Uber, i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP.
Uber skriver, at selskabet har henvendt sig til myndighederne for at tilbyde hjælp med efterforskningen.
Den 45-årige mand er ikke tidligere anklaget for lovbrud.
Skyderiet skete søndag morgen dansk tid.
Gerningsmanden kørte ifølge vidner rundt i en større personbil. Et våben blev efter anholdelsen fundet i bilen.
Skyderiet begyndte omkring klokken seks lørdag aften lokal tid. En kvinde fra Kalamazoo County blev ifølge politiet skudt flere gange.
Nogle timer senere blev politiet kaldt ud til en bilforhandler. Her blev to skudt.
Politiet modtog senere et opkald fra et tredje skyderi på en parkeringsplads nær restauranten Cracker Barrel, hvor fire mennesker blev skudt.
Ved parkeringspladsen omkring tre kilometer fra bilforhandleren gik den mistænkte ud af sin bil og begyndte at snakke til personer i de andre biler.
Efter et par sekunders snak begyndte gerningsmanden at skyde mod begge biler.
Efterforskerne mener, at det er den samme gerningsmand, der står bag alle skyderierne.
/ritzau/