Den falske artikel som meldte Yahya Hassan død.
Digteren Yahya Hassan er ikke død.
En artikel publiceret på en hjemmeside, der udgiver sig for at være Ekstra Bladet, fortæller ellers, at Yahya Hassan natten til fredag blev tæsket til døde af politiet.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreBåde digteren og Østjyllands Politi afviser imidlertid artiklens indhold.
– Det er tydeligt, at der er kraftige elementer i samfundet, der ønsker mig død, og det skal de bare have lov til, siger Yahya Hassan til TV2.
Den usande artikel ligner en Ekstra Bladet-artikel, og en rigtig Ekstra Bladet-journalist er angivet som artiklens forfatter. Men avisen har intet med historien at gøre, fastslår chefredaktør Karen Bro, der nu anmelder sagen til politiet.
– Vi ser dybt alvorligt på sagen. Det er et angreb på Ekstra Bladets troværdighed, og vi arbejder på fuld tryk for at finde ud af, hvad der ligger bag. Men vi kan konstatere, at det ikke er et hackerangreb, siger hun til Ekstra Bladets hjemmeside.
Artiklen blev ifølge flere medier offentliggjort på domænet ekstrabladet.co – og altså ikke på ekstrabladet.dk, som er avisens rigtige hjemmeside.
Historien har publiceringstidspunktet 00.05 natten til fredag, og i artiklen påstås det, at Yahya Hassan skulle være blevet tæsket til døde i detentionen i Aarhus efter et sammenstød med betjente fra Østjyllands Politi.
Hos politiet afviser politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen over for TV2 at kommentere sagen.
Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt Yahya Hassan overhovedet har været anholdt natten til fredag, eller om politiet på anden vis har været i kontakt med den aarhusianske digter.
Det er endnu uvist, hvem der står bag den falske artikel.
/ritzau/