Foto: CH – Visitnorway.com
En 49-årig dansk mand og hans 20-årige søn er først på natten til torsdag blevet fundet i god behold i et fjeldområde i Jotunheimen Nationalpark i Norge.
Danskerne var blevet meldt savnet af et familiemedlem i Danmark, efter at de ikke var vendt retur onsdag fra en skitur i fjeldet som aftalt.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtEn eftersøgning blev derfor onsdag aften sat i værk af det lokale Røde Kors, der kørte ud i fjeldet på snescootere for at lede efter danskerne.
– De er blevet fundet af Røde Kors’ hold, der ledte efter dem på snescootere. De opholdt sig i noget, der hedder Gjendebu Turisthytte, hvor de havde søgt ly, siger operationsleder Atle von Obstfelder fra Innlandet Politidistrikt til Ritzau.
– De havde brugt lidt længere tid på turen, end de havde regnet med. Derfor havde de søgt ly i hytten, som man kan låne en nøgle til, siger han.
De danske mænd havde forsøgt at kontakte familien i Danmark, men telefondækningen i området var for svag til, at de kunne opnå forbindelse.
– De vil gerne sove i hytten i nat, og så regner de med at vende tilbage til deres bil ved Bessheim i morgen (torsdag, red.), siger Atle von Obstfelder.
Politiet oplyser, at de to danskere ikke var klar over, at de var meldt savnet, og at der var en eftersøgningsaktion i gang.
Jotunheimen Nationalpark er et af Nordeuropas største fjeldområder. Det ligger nordvest for Lillehammer.
/ritzau/