Mand skudt af politiet: Truede Paludan med kniv


En Stram Kurs demonstration i Gellerupparken i Aarhus udviklede sig fredag eftermiddag dramatisk, da politiet affyrede skud mod en mand, der truede med en kniv.

På Facebook skriver partiets leder, Rasmus Paludan, at han er blevet angrebet med kniv.

“Ingen skader på mig”, lyder det videre.

En video fra stedet viser en midaldrende mand i hvidt jakkesæt, der står med en kniv, mens en bil hastigt kører fra stedet.

Overfor manden står flere betjente med trukne pistoler, mens en betjent forsøger, at få tilhørere uden for billedet til at gå væk.

– Hvis der bliver skudt, er det jer, der bliver ramt, advarer han.

Fra flere tilhørere lyder det, at manden med kniven er syg.

Den hvidklædte mand smider ikke kniven trods adskillige opfordringer.

Der lyder et skud, og manden med kniven falder om – tilsyneladende ramt af skud i benet.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Østjyllands Politi.

/ritzau/