Enhedslisten: Vanvittigt at tage flygtningebørns mobiler


Arkivfoto


Den er helt gal, når politiet tager mobiltelefoner fra uledsagede børn, der søger asyl i Danmark.

Det mener Enhedslisten, som vil have regeringen til at redegøre for, hvorfor 55 uledsagede asylbørn inden for de seneste måneder har fået frataget deres telefon af ordensmagten ifølge Politiken.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Det er helt vanvittigt at tage mobiltelefoner fra uledsagede flygtningebørn, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, i en skriftlig kommentar.

– De er i forvejen helt alene, og fratager man dem mobilen, fratager man dem al mulighed for at holde kontakt med den familie, der måtte være tusindvis af kilometer væk. Den frygt og frustration, de helt naturligt føler, er skadelig for barnets tarv, mener Pernille Skipper.

Politiet oplyser til Politiken, at man udnytter en paragraf i udlændingeloven, der giver ret til at inddrage mobiltelefoner, når de “antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet”.

Men det sker angiveligt kun, når der ikke er andre måder at finde frem til asylansøgerens identitet på.

Ifølge politiet har mange af de unge været uden telefon i en måned.

– Det er jo beslaglæggelse af børnenes private ejendom, når man tager telefonerne fra dem i så lang tid. Og uden god grund. De telefoner er livliner for børnene. Det er urimeligt at de skal undvære dem, når det kan gøres anderledes, siger Pernille Skipper.

– Det må og skal simpelthen kunne gøres bedre og hurtigere, hvis der er behov for at kigge i mobiltelefonerne af hensyn til sagens oplysning. Det burde kunne gøres på få minutter, hvis opkaldslisterne skal tjekkes, vurderer retsordføreren.

/ritzau/