Arkivfoto
Politiet var blevet tippet om skyderiet mod Bandidos i Næstved kort før Nytår, men de handlede ikke på det. For galt, mener rocker. Tippet var for ukonkret, siger politiet.
Skyderiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. december 2015. Her faldt der mindst seks skud mod et vindue i Bandidos’ klubhus i Næstved.
TV 2 kan nu efter at have fået aktindsigt i et notat hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi berette, at politiet var tippet om angrebet.
– Tirsdag den 29. december 2015 tilgik der politiet oplysninger fra en kilde om, at en person med tilknytning til Black Army skulle skyde mod Bandidos klubhuset i Ringstedgade 229A i Næstved inden nytårsaften, står der ifølge TV 2 i notatet.
– Det er for galt, at de ikke advarer os. Det burde være deres pligt at forhindre det. Det er forrykt, at man får at vide, at sådan noget vil ske, men ikke gør noget ved det. Hvorfor reagerer man ikke? Hvorfor venter man bare? Det er politiets ansvar at forhindre den slags. Folk kunne være blevet ramt og eventuelt dræbt, siger Kent ”Kemo” Sørensen fra Bandidos’ presse- og juragruppe til TV 2.
Politiet afviser over for TV 2 kritikken. Politiinspektør Kim Kliver udtaler således, at det flyder med den slags informationer i miljøet, hvorfor oplysningerne ikke blev betragtet som så konkrete, at de kaldte på handling.