34-årig mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af kokain


SÆD: Den 34-årige mand blev søndag anholdt ved grænsen med mindst 700 gram kokain gemt i sit køretøj.

En 34-årig mand, hollandsk statsborger, er ved et lukket grundlovsforhør mandag ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, sigtet for indsmugling af mindst 700 gram kokain.

Den 34-åriges køretøj blev taget ud til kontrol søndag aften ved Sæd Grænseovergang, efter at betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi havde fattet mistanke til føreren og bilen.

Toldere fra Toldstyrelsen undersøgte derefter køretøjet med en narkohund og fandt kokainen, hvorefter den 34-årige blev anholdt af politiet.

Den hollandske mand blev desuden sigtet for narkokørsel.

Den 34-årige nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.