Politiet slæber Politiken-fotograf i retten


Fotograf Martin Lehmann blev anholdt da han var i færd med at tage billeder af de 300 flygtninge, der gik på motorvejen.


En fotograf fra Politiken hives nu i retten, efter at han 9. september sidste år valgte at ignorere politiets anvisninger på den Sønderjyske Motorvej.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Fotograf Martin Lehmann var i færd med at tage billeder af de 300 flygtninge, der gik på motorvejen.

Fotografen blev anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi rejst tiltale mod manden, der skal i Retten i Sønderborg 3. maj.

Det skriver Politiken.

Forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg har sympati med Martin Lehmann, men hun glæder sig til at se, hvad retten kommer frem til, fortæller hun til Politiken.

– Hvis vi ikke havde fået det afprøvet ved retten, kunne det blive en glidebane, hvor politiet bare, når der sker noget, kan tilbageholde journalister eller fotografer og køre dem til en politistation langt væk, så de ikke kan følge situationen.

– På den ene side står hensynet til politiets betingelser for at sikre, at situationen blev løst uden at udvikle sig til uro og konfrontation, og at færdselssikkerheden ikke blev forstyrret.

Og på den anden side står pressens frihed til at informere os alle sammen om emner af væsentlige samfundsmæssig interesse, tilføjer hun overfor Politiken.

Bo Lidegaard, Politikens chefredaktør, bakker op om sin fotograf.

– Han traf den rigtige beslutning. Han gjorde sit arbejde ved at dokumentere begivenhederne, og det havde politiet ikke nogen grund til at forhindre ham i, siger han til sin egen avis.

/ritzau/