Hemmeligholdt: Omar el-Hussein havde koran på sig


Omar el-Hussein var ifølge Radio24syvs oplysninger ved sin død i besiddelse af en lille blå koran med arabisk skrift. Han havde efterladt et bogmærke ved Koranens Sura 21, der bærer titlen: “Profeterne”. Arkivfoto


Først et lille år efter skudattentatet i København 14. og 15. februar kommer det frem, at den 22-årige Omar el-Hussein havde en lille koran med guldskrift på sig, da han blev skudt og dræbt af politiet.

Like localeyes.dk på Facebook

Det erfarer Radio24syv.

Tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, undrer sig over, at myndighederne har tilbageholdt oplysningen så længe.

– Jeg har svært ved at se, at det skulle være af hensyn til efterforskningen. Men det kan skyldes, at man ikke vil være med til at sætte lighedstegn mellem islam og terror, og at man ville sikre sig mod hævnaktioner i dagene efter, siger han til Radio24syv.

Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen mener, at det er “mærkværdigt”, at politiet ikke har fortalt “den fulde sandhed.”

– Det er en interessant detalje, der ikke er kommet frem. Det er ikke til at sige, om politiet bevidst har undladt at fortælle det, men det skal vi have undersøgt. Så det vil jeg nu spørge justitsministeren om, siger han til Radio24syv.

Omar el-Hussein var ifølge Radio24syvs oplysninger ved sin død i besiddelse af en lille blå koran med arabisk skrift. Han havde efterladt et bogmærke ved Koranens Sura 21, der bærer titlen: “Profeterne”.

Versene handler om kampen mellem de gode og de onde vantro.

Ifølge professor og koranforsker ved teologisk fakultet på Københavns Universitet Thomas Jøhnk Hoffmann er det spekulativt at tolke versene ind i Omar el-Husseins gerninger. Men med det forbehold siger han til Radio24syv:

– Man kunne måske forestille sig, at el-Hussein identificerede sig selv og sin gerning i forlængelse af koranversenes tale om straf over de ugudelige folk.

– Særligt versene om Abraham, der smadrer afgudsbillederne, kan fortolkes som en hentydning til Krudttønde-arrangementet med deltagelse af kunstnere, der så at sige producerede afgudsbilleder, siger han.

Rigspolitiet har ikke ønsket at stille op til interview i sagen, men skriver i en mail til Radio24syv:

– I evalueringen giver de involverede myndigheder så præcist som muligt en beskrivelse af hændelsesforløbet forud for og under terrorangrebet.

Heller ikke Københavns Politi har ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/