Drama på plejehjem: To beboere reddet ud af røgdykkere


GILLELEJE: Torsdag aften omkring kl. 21.40 blev der slået alarm til Frederiksborg Brand & redning via en automatisk brandmelder på plejehjemmet Bakkebo på Østre Allé. Brandvæsnet nåede frem i tide, og fik reddet to beboere ud.

Meget ofte er en brandmelder en falsk alarm, men denne gang afslørede brandmelderen en ægte brand på plejehjemmet Bakkebo Omsorgscenter.

Brandkøretøjerne var hurtigt fremme hvor røgen bølgede ud fra et værelse hvor en rullestol var i brand, og havde fået godt fat i gulvet også. Røgdykkerne fik beboeren reddet ud og redderne fra en ambulance tog sig hurtigt af beboeren som blev kørt væk med fuld udrykning.

Hvor alvorligt beboeren er kommet til skade er ikke kendt, Nordsjællands Politi kan natten til fredag endnu ikke oplyse yderligere om, hvad der præcist er sket.

Beboeren i naboværelset måtte også reddes ud grundet den kraftige røgudvikling, men heldigvis kunne den mandlige beboer nøjes med et grundigt check i ambulancen og havde ifølge de forløbige oplysninger ikke behov for yderligere lægehjælp.

Ilden er formentlig opstået i en elektrisk kørestol, men hvad der nøjagtigt er sket skal formentlig undersøges af politiets brandteknikere.