Kvinde anholdt for drab på 62-årig i Esbjerg


    Arkivfoto

    En 49-årig kvinde er anholdt og sigtet for drab på en 62-årig mand, som søndag aften blev fundet død i Vædderens Kvarter i Esbjerg, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Lidt før klokken 21 søndag aften modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om et drab. På adressen lå en 62-årig mand. En læge fastslog, at han var død.

    På adressen befandt sig en 49-årig kvinde. Hun blev anholdt og sigtet for at have dræbt manden.

    Politiet oplyser ikke noget om, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen.

    Politiet oplyser heller ikke, hvordan drabet menes at være begået, og relationen mellem kvinden og den dræbte er heller ikke oplyst.

    Dette bliver der formentlig kastet mere lys over mandag eftermiddag. Her bliver kvinden nemlig fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Ved retsmødet vil anklagemyndigheden bede en dommer om at varetægtsfængsle kvinden.

    Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

    Det betyder, at de oplysninger, som fremlægges under retsmødet, ikke må komme offentligheden for øje og øre. Eventuelle tilhørere vil med andre ord blive bedt om at forlade retslokalet.

    Politiet oplyser, at man af hensyn til efterforskningen på nuværende tidspunkt ikke ønsker at give yderligere oplysninger om sagen.

    Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste søndag aften, at man var i gang med “en større politiaktion” i Vædderens Kvarter. Politiet ville dog ikke oplyse nærmere om baggrunden.

    /ritzau/