Nu skal betjente bære markeringsnumre


Dette tv-klip er fra en anti-islamistisk demonstration den 23. januar, hvor en mod-demonstrant ‘punker’ en betjent for at få hendes markeringsnummer. Demonstranten var nok ikke klar over at loven først gik i gang i dag den 1. februar.


Fra i dag forsynes alle landets politibetjente med deres eget nummer på uniformen. På den måde kan borgerne nemmere identificere den enkelte betjent.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det kan for eksempel være nødvendigt, hvis en borger efter et møde med ordensmagten ønsker at klage.

Ifølge en pressemeddelelse fra Rigspolitiet har betjentene pligt til at identificere sig, hvis de bliver bedt om det. Med det nye nummer, kan politifolkene fremover vælge at oplyse nummer i stedet navn.

Nummeret består af et bogstav og fire cifre og skal bæres uden på uniformen.

De såkaldte markeringsnumre skal ifølge Rigspolitiet være med til at skabe større åbenhed omkring politiets arbejde og gøre det nemmere at identificere politifolk i uniform.

En række lande har lignende ordninger, herunder Norge og Skotland.

Nummerordningen er blevet indført efter anmodning fra Justitsministeriet i et samarbejde mellem Rigspolitiet, politikredsene, Politiets Efterretningstjeneste og anklagemyndigheden.

I en overgangsperiode bliver nummeret sat fast med velkro på skulderstropperne eller på forsiden af den skudsikre vest.

/ritzau/